"Alle de 12 elskede Jesus. Det var uretfærdigt at gud havde udpeget Judas som den der skulle forråde Jesus."
Tankevækkende. Jeg svarede således:
Ja, sådan kan du se på det; men du havde vel ikke ventet at kunne skrive sådan uden at få en mindre skærtorsdagsprædiken retur, vel?
Altså, vi kan sagtens være enige om at have ondt af Judas - lige så vel som af Jonas, der jo forsøgte at undslippe at tage sin opgave på sig. Uden held - og dog, da det kom til stykket blev Nineve jo ikke ødelagt alligevel (til Jonas' fortrydelse men Nineves held).
Judas' opgave var lige så forfærdelig som den var nødvendig - nødvendig for, at Guds retfærdighed kunne ske fyldest, også selvom den først kom til Judas senere. Guds retfærdighed ligner nemlig ikke vores, den er båret af nåden. At opgaven blev Judas', skyldes måske, at det var ham, der kunne overtales til - mod betaling - at forråde sin ven. Kristendommen - og ikke mindst påsken - er præget af paradokset, også her, hvor Judas påtog sig sin opgave, der så at sige på én gang var svigt og pligt.
Vi kan godt spekulere over hvad, der drev ham og hvad, der kan have gjort ham til et menneske modtageligt for bestikkelsen - men vi kan ikke vide det. Tilbage står, at vi må håbe på, at nåden også er hans, ligesom den var røverens på korsets, og ligesom vi tror og må håbe, at den er vores. Vores svigt er mange, den eneste modvægt har vi i syndernes nådige forladelse.
Det var ikke forgæves, at Jonas drog til Nineve, selvom han blev skuffet over, at Gud ikke ødelagde byen: Hans besøg fik byens indbyggere til at omvende sig. Gud lod altså hans prædiken blive til velsignelse, selvom den truede med ødelæggelse.
Langt mindre kan man hævde, at Judas' forræderi var omsonst, thi uden langfredagens korsdød var der ingen påskemorgens opstandelse.
Nok af præk fra mig for denne gang - glædelig påske!
Og så - alligevel - et lille efterskrift i den kuriøse afdeling: I en rigtig skærtorsdagsprædiken, som jeg forleden havde den glæde at høre, var der referencer til filmen "Der Judas von Tirol", hvori der i det alpine bondesamfund optræder en karl, der - i skuffelse og arrigskab over endnu engang at skulle spille Judas i det årlige passionsspil i landsbyen (han har ellers sat sig for, at han vil være Jesus i år, men den rolle vil storbonden ikke lade gå fra sig) - går ud og forråder en tyrolsk frihedshelt, der holdes skjult for den franske besættelsesmagt.
Det er selvfølgelig forkert og forkasteligt af ham - men det er svært ikke at få den tanke, at det (også) er de andre, der holder ham fast i rollen som Judas. Sådan er vores svigt så mangeartede, og hvor gerne vi end vil udpege syndebukke, er skyldsspørgsmål ofte mere komplekse end som så.
Jeg har endnu ikke selv set filmen (og jeg fik nu også det indtryk, at den var bedre genfortalt), men den findes på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=2VWMJsOX-qg Så kan man jo bruge fem kvarter på at se sort/hvidt østrigsk drama uden undertekster - hvis man vil have flere detaljer med ...