Teologiske tanker om verden

- din og min

Selvkørende etik

Ingen ved
hvem vi er
vi ved kun
hvad der skal vides
Vor viden
er materialet
vi skaber
en verden perfekt

Videnskabens anonyme mænd
konstruerer, vinder nyt terræn
tegner fremtiden i perspektiv
ændrer forudsætninger for liv

Hvem er vi?
Hvad vil vi?
Vi vil kun
vide mere
Vor viden
er materialet
der skaber
en verden perfekt

Vi er videnskabens stolte mænd
konstruerer, vinder nyt terræn
tegner fremtiden i perspektiv
ændrer forudsætninger for liv
tv-2: Vi skaber en verden perfekt fra Verden er vidunderlig 1982

Vi skaber en verden perfekt, synger tv-2 om videnskabens anonyme mænd, som ingen ved, hvem er. I Sverige har man netop kørt med en selvkørende lastbil. Med 5 km/t har den sneglet sig af sted, og en begejstret ingeniør talte i radioen i den forbindelse om, at de selvkørende biler kommer. Han vil naturligvis overhovedet ikke udtale sig om hvornår, de kan være klar, men inden for 5-10 år. Og det skal vi glæde os til: De vil være gode på landevejen, og hvad de kan tage stilling til - så de undgår at køre cyklister eller fodgængere ned i den tro, at de er plasticposer, eller at køre ind i siden på lastbiler, de ikke har set - er, må vi tro, udelukkende et spørgsmål om, hvilke og hvor gode sensorer, man udstyrer dem med. Men aldrig så gode sensorer kan ikke køre uden om, at den verden, vi lever i, er mere kompleks end hvad data og rå informationer kan beskrive.

Det ved vi fra vores eget liv. Og fra Løgstrups begreb, pligtkollision, hvormed han kritiserer Kants kategoriske imperativ - det, der siger, at du altid skal handle, så din handling kan ses som forbillede for, hvordan man skal handle i den situation, du står i. For vi kan opleve, at det, en arbejdsgiver beordrer os til, er i konflikt med vores personlige moral - og hvilken pligt skal da være den anden overlegen? Du kan endda komme til at vælge mellem at risikere ansættelsesretlige konsekvenser eller civilt strafansvar, og det tager det kategoriske imperativ ikke højde for.

Og vi kan nok blive enige om, at i en abstrakt situation kan det være let nok at træffe valget, men vi ved også, at når vi selv står i situationen, er den altid mere kompleks. Skal jeg blive i mit ægteskab, fordi vi har lovet hinanden, at det ville vi - i lyst og nød - eller skal jeg tage børnene ud af det skadelige miljø, vores forhold er blevet for dem? Vi kan måske nok sige, at du skal handle, så du tager vare på børnene, som ikke selv kan handle - men vi ved også, at sjældent er det helt så enkelt for den, der står i det. Således også med de selvkørende biler.

Man kan stadig tage testen, men så vidt jeg har forstået, har den ikke længere indflydelse på, hvordan man programmerer bilerne; men mennesker over hele verden er blevet bedt om at tage stilling til - i meget skematiske situationer - om bilen skal køre den gamle dame eller børnehavebarnet ned, om den tilsyneladende arbejdsløse eller lægen, eller arbejdstageren eller den gamle dame, eller to hunde eller tre katte skal lade livet. Dermed mener man så at være i stand til at programmere biler, så de træffer det rigtige valg i en given situation. Men jo altså kun det rigtige valg ud fra en nytteetisk tankegang. Og ting er altid mere komplicerede end det. Og da der ikke er nogen rigtige svar, og da vi ikke kan forudsige alle de situationer, vi kommer i, så ligner det en fuldkommen uoverkommelig opgave at programmere bilerne.

Men, lyder argumentet nu, der sker stadig færre dødsulykker - beregnet, statistisk forudset - med de selvkørende biler, end i den nuværende situation. Det kan meget vel være rigtigt; men ikke desto mindre sker dødsulykker. Og det er mig inderligt imod at sætte mig ind i en bil, som for det første er programmeret til at der findes situationer, hvor den skal vælge at slå mig ihjel frem for nogen uden for bilen - og, endnu værre, for det andet, hvor valget er overladt til nogen, som ingen ved, hvem er. Et ansvar, som ligger diffust ude i verden.

Ingen har et personligt ansvar, men jeg har et køretøj, som jeg har købt og derved har et ansvar for - men jeg har ikke indflydelse på, hvordan det bliver kørt. Det er et kæmpe etisk problem. Jeg har et ansvar for køretøjet, men kan ikke træffe beslutningen beslutningen om, hvorvidt det er mig eller en anden - og hvem andre - der eventuelt skal slås ihjel. I en rigtig bil vil jeg være nødt til at tage den beslutning på en brøkdel af et sekund, og leve med skyld og ansvar resten af mit liv. I en selvkørende bil er beslutningen ikke længere min, og derfor vil jeg skulle leve med ansvaret for et eller flere andre menneskers liv efter en beslutning, jeg ikke har haft indflydelse på.

Hvis jeg selv - Gud forbyde det - i min bil afstedkommer, at andre kommer til skade eller af dage, så har jeg skylden og ansvaret. Det vil være forfærdeligt at leve med, men jeg vil vide, at jeg i situationen traf den beslutning, jeg kunne, og det har jeg en mulighed for at finde fred med; men hvis jeg har skylden uden at have haft muligheden for at handle - ansvar uden handlingskraft - er det fuldstændig ubærligt at leve med.

Det er for mig at se problemet med de selvkørende biler: Det er ikke statistikkens svar på antallet af ulykker eller sandsynligheden for ulykker. Det er hvordan vi står, når ulykken sker. Og derfor skal vi tænke os meget bedre om, end vi gør ved blot at se på de tekniske potentialer. Og vi skal lytte til andre end dem, der kender alt til tekniske detaljer. Samtalen skal handle om værdier, om det, som vi bygger vores samfund og livsforståelse på.