Teologiske tanker om verden

- din og min

Teksten til 1. søndag efter påske 2019

Konfirmation i Bagsværd Kirke lørdag den 27. april

Prædiken til konfirmanderne fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium

Joh 20, 19-31

“Jeg tror ikke på Gud; men jeg savner ham!”

Bare rolig, ordene er ikke mine. De er heller ikke citeret fra konfirmationsforberedelsen. Det er den engelske forfatter Julian Barnes, der indleder sin bog Ikke noget at være bange for med dem.

Når vi i dagens evangelium hører om Thomas, som ikke tror - ikke kan tro, at de andre disciple har set den opstandne Jesus, hvis ikke han selv får syn for sagn, kan vi forestille os, at det er den samme følelse, han har. En følelse, vi også selv kan have, når vi ikke helt kan dele den glæde, andre fortæller os om. Historien udspiller sig i ugen efter påske - dén påske, hvor disciplene har set Jesus blive naglet til korset og dø for øjnene af hele Jerusalem - og af en romersk soldat, der udbryder: “Den mand var sandelig Guds søn!”

Thomas har ikke været med, da de andre havde den store, glædelige oplevelse, og måske er der en tvivl, der nager ham: Var han virkelig noget særligt, ham Jesus - altså ud over det, han var for dem, der fulgte ham? Var han mere end en klog mand, der gav gode råd - og havde evnerne til at helbrede syge?

Vi kan allesammen spejle os i Thomas’ følelse af at være udenfor. Nogle gange kan vi måske endda have følelsen af ikke at være med, selvom vi er omgivet af “de andre” - dem, vi allerhelst vil være sammen med; men vi er det ikke. Og måske er Thomas misundelig på de andres oplevelse - ja, ligefrem en lille smule sur på Jesus over, at han viste sig for de andre, mens Thomas ikke var der! Og hvad sker der så? Nu kommer Jesus, siger til Thomas: “Se, her er jeg, nu kan du se mine sår,” ja, Thomas kan ligefrem røre ved Jesus. Det er ikke et spøgelse eller et produkt af en livlig fantasi og for megen ønsketænkning, det er den opstandne Kristus i kød og blod, som står foran Thomas og inviterer ham - ja, forlanger af ham! - at han selv mærker - sanser - det, han ikke tør tro.

Og så behøver Thomas måske ikke savne Gud mere - og tro kan han i hvert fald. Men hvad er der overhovedet at tro på - han véd jo, at Jesus står lyslevende foran ham? Der skal nu stadig tro til. Det trodser fornuften, at den døde står der foran ham, den døde, han selv har set udånde og været med til i al hast at lægge i graven - men det er jo ikke givet, at denne ufornuft også medfører, at Jesus virkelig er Guds søn - at den, der her har overvundet Døden virkelig er Livets egen Herre. Men mødet med Jesus får Thomas til at tro. Han véd, at Jesus er kommet tilbage fra de døde, og han tror, at han har gjort det, fordi han er selve livet.

Er den så klaret for Thomas, Tvivleren? Er han færdig med at tvivle? Næ, det kan vi ikke vide noget om. Han kan måske også andre gange komme til at føle sig alene og sat uden for fællesskabet; men han er måske bedre rustet til at håndtere det nu. “Vær ikke vantro, men troende,” siger Jesus til Thomas. Jeg skal ikke holde et længere sproghistorisk foredrag, men altså, ordet vantro har en lidt uheldig klang i vores ører - som har man tro, men på det forkerte. Vi mangler måske det rigtige ord, for det handler snarere om, at Thomas står i en slags tomrum, hvor han kan gå mod enten ikke-tro eller tro; og Jesus inviterer ham - opfordrer ham - til at blive troende, og ikke leve sit liv som ikke-troende.

Den invitation gælder også os: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror!” siger Jesus. Konfirmanderne og jeg har talt om i løbet af året, hvor og hvordan vi møder Gud. Den første gang, vi talte om det, var der én af jer, der svarede “I velsignelsen”. Det er et godt svar, for selvom en velsignelse på den ene side blot er ord, udtrykker disse ord jo netop et ønske om Guds nærvær hos den, man velsigner.

Jørn Utzons tanke med dette smukke hus var, at en kirke er der, hvor himmel og jord mødes. Ikke himlen til jorden - eller bevægelsen fra jorden til himlen, men netop et møde. Vi møder Gud i nadveren når vi går til alters. Jeg tror, vi kan møde Gud, når han kalder os til at handle kærligt, dér, hvor vores egen kærlighed er sluppet op.

Vi er ikke færdige med at lære om Gud. Konfirmanderne er det ikke - og vi voksne er ikke færdige med at lære om Gud, for der er altid mere af Ham. Jeg bliver ikke færdig i min tid på universitetet, præsten med kjole og krave er det heller ikke. Og det er netop det fine ved det: I bliver ikke konfirmeret i dag til en fast og urokkelig tro med en opskrift på, hvordan det liv, I hver især har fået, skal leves, for i en kristen forståelse er vores liv netop det: vores eget. I tjeneste for Gud, måske, men altid i tjeneste for hinanden. Vi bliver ikke mennesker i kraft af os selv, vi har brug for hinanden, og her i huset tror vi på, at vi også bliver det i et samspil med Gud.

I konfirmander er blevet bedt om at gå (mindst) 10 gange i kirke, og det handler selvfølgelig om at lære gudstjenesten at kende. Og så handler det om en indgang til det fællesskab ikke kun om Gud, men mindst lige så meget med Gud, som gudstjenesten gerne skal være. At lære en praksis at kende på en måde, som undervisning ikke kan lære os.

Trods opfordringer og formaninger må vi nok forvente, at mange af jer fremover bliver mindre flittige kirkegængere - i perioder har I måske slet ikke noget bønsliv. Der er altid noget at takke for, bede om, lægge fra sig (og over til Gud), men måske bliver det ikke gjort, og selvom Gud kommer til os i velsignelsen og nadveren - og er hos os i bønnen - er det jo netop ikke altid, vi går derhen, hvor mødet skal ske. Det kan måske være godt det samme, som i den historie, én af konfirmanderne skrev på bagsiden af sin gudstjenestelog: En lille pige står hver dag utroligt tidligt op for at gå i kirke; men hendes fokus på kirkegangen holder hende væk fra vennerne, væk fra verden, så en morgen, da hun for 304.487. gang skal i kirke, har hendes klassekammerater lukket kirken, fordi de savnede hende og ville have mere tid med hende!

For meget og for lidt fordærver alting, og for de fleste af os kan livet ikke leves kun i et religiøst rum; men da det kommer til stykket, er det ikke blot fællesskabet med de andre, Thomas har brug for: Han har brug for at Kristus kommer til ham - og så er han med i fællesskabet med de andre!

Ifølge den franske filosof Sartre er alt regnet ud og beskrevet - undtagen, hvordan man skal leve. Hvordan kan det være? Jo, i Kristendommen ved vi godt, at ethvert liv er enestående, så når jeg finder ud af, hvordan man skal leve, har jeg kun fundet ud af, hvordan jeg skal leve, ikke alle andre. Selvom det er udbredt i tiden, at man skal finde dén rigtige metode og “best practice” for alting, er Kristendommens påstand, at det kan man ikke. Kristendommen er det levede liv, Thomas har brug for fællesskabet med de andre - og den lille pige i historien fra før bliver savnet af de andre, da hun lukker sig om en (temmeligt monoman) religiøs praksis.

Vil vi så gerne have den pludselige åbenbaring, et enestående møde med Gud, som det Thomas fik? Hvis jeg skal være ganske ærlig, må jeg sige nej, helst ikke: De beretninger, jeg har hørt om den slags møder, har det ærlig talt med at virke lidt skræmmende. Og kan det overhovedet gøres én gang for alle? Nej, ligesom vi må sige om Thomas, at han også andre gange vil kunne føle sig alene, må vi også konstatere, at der ikke er et “quick fix” til vores liv - og hvis I skal have én advarsel med jer ud herfra i dag, så er det, at I aldrig må tro på det, hvis nogen forsøger at bilde jer ind, at det findes - uanset om de kalder det kristendom eller noget andet.

For hvis troen og gudsforholdet, som jeg har påstået, er en ramme for forståelsen af mit liv, må den flytte sig med, når mit liv forandrer sig. Objektivet, livet ses igennem, må følge motivet. Og det kan altså føles som om, at Guds store følgespot nogle gange lyser et andet sted hen end dér, hvor jeg har min opmærksomhed.

Og så står jeg der måske pludselig alligevel, og mærker en ømhed for et andet menneske, ét, jeg ikke troede, jeg havde nogen form for kærlighed til overs for, men nu strømmer Guds kærlighed gennem mig ud mod dette andet menneske. Jeg mærker, at jeg står i et forhold til noget større end mig selv. Fornuften giver sig til at efterprøve troen, men den slår ikke til, og den danske videnskabsmand og teolog Niels Steensens ord om at “Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi forstår; men det skønneste er det, vi ikke forstår!” bliver en erfaring.

Hvad kan vi så bede om - for os selv og for hinanden? Vi kan bede om at måtte huske, at vi er Guds børn. Det kan vi godt glemme i kortere eller længere tid, men Gud glemmer det ikke: Glemmer en mor sit diende barn?! Så når vi ikke tror på Gud, men savner ham, kan vi bede ham om tro, og vi kan bede om trøst, også for det onde, vi ikke forstår, og bede om hjælp, selvom vi ikke altid ved hvordan vi skal få den. Og præcis derfor kan vi i dag håbe på at vi og Thomas må få og beholde troen på Kristus og sige: Lov og tak og evig ære ...

Ψ
749
29
---
408
14
484