Kære dåbskandidater!

Et tillykke er allerede på sin plads, også selvom I ikke helt er døbt endnu. I har nemlig besluttet, at I vil døbes, og det er også værd at lykønske jer med. I har besluttet at træde ind i et fællesskab, der rækker langt - både i tid og i sted. I har altid haft fællesskaber at høre til i: I hører til i jeres familier - i fællesskaber om skole og fritidsinteresser, jeres venskaber - I er københavnere, danskere, europæere - mennesker! Og mange af disse fællesskaber rækker ud over jeres eget liv, I lærer både i historietimerne og i familiens fortællinger, at de fællesskaber, som I hører til i, har rødder langt tilbage i tiden, og det gælder også det fællesskab, som I i dag træder ind i.

Vi læste før to tekster fra Bibelen, der handler om det forhold til Gud, som dåben giver os. Billedet i jeres program skal vise, at vi er i Guds hånd - vi er alle sammen Guds børn og har Hans omsorg og kærlighed.

I dåbsbefalingen siger Jesus: “Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Alle dage. Indtil verdens ende. Ikke hele vores liv, nej også når livet er forbi, er vi i Guds hånd. Det fællesskab, som vi træder ind i ved dåben, rækker altså ud over tid og sted - det er et fællesskab med Gud, og Han er til uden for tiden, også før verden blev til, og når denne verden får en ende.

Kirken er slet ikke de smukke huse, vi gennem århundreder har bygget til at holde gudstjeneste i. Kirken er os, der er i den. Os, der lever vores liv i tillid til, at vi er i Guds hånd og med det levende håb, som Kristus kom til os med. Når vi bliver døbt, bliver vi en del af den kirke - vi siger ligefrem, at vi bliver podet ind i Kristus, som man poder grene på frugttræer, for at de skal få liv fra træet og give frugt.

Vi tror, at alle mennesker er elsket af Gud - og er til, fordi Han vil det; og jeg sagde, at I skal lykønskes bare for at beslutte jer for dåben. Kunne vi så ikke lade det blive ved det og sige: “Fint, I har besluttet jer for at høre til Gud, godt og tillykke!”

På den ene side jo, men det, vi gør om lidt, er nu alligevel ikke det rene pjank og vandpjaskeri. Én ting er jo, at vi, der er i kirken, kan sige, at alle mennesker hører Gud til og er i Hans hånd. En anden er, at I markerer, at I hører til i det fællesskab, vi kalder kirke.

Og så er der det, der måske er det vigtigste: Dåben er nemlig ikke noget, vi mennesker gør ved hverandre - eller ved Gud. Det er ikke sådan, podningen skal forstås. Guds kærlighed og omsorg kan nemlig aldrig gøres afhængig af menneskers handlinger, selvfølgelig ikke: Det ville jo betyde, at vi kunne holde dem væk fra et menneske ved at nægte at døbe det - og sådan kan mennesker altså ikke bestemme over Gud (selvom det af og til ser ud til, at nogen gerne ville!).

Næ, dåben er noget, som Gud gør ved os mennesker: Når vi bliver døbt, så siger Han til hver enkelt af os - med navns nævnelse - at al Hans faderlige omsorg, som Jesus fortalte os om, den kærlighed, der fik Ham til at gå i døden, ja, ligefrem overvinde døden, alt det gælder hver enkelt af os. Ikke alle mennesker som gruppe, men dig og mig. Det er derfor, barnedåben traditionelt er knyttet sammen med navngivningen: Fordi Gud rækker sin kærlighed til hvert enestående menneske, med den identitet, der også ligger i vores navn.

Så er alt jo godt, I kan som døbte gå ud herfra med Guds kærlighed og velsignelse, og intet ondt kan ramme jer! Det ville jeg gerne kunne love jer, men vi har været inde på det før: helt så let er menneskelivet ikke. Ligesom disciplene, der går her mellem påske og pinse og ikke rigtigt forstår, hvad de skal stille op med hele historien, så går også vi og må sande, at det ser ud som om, at kærligheden og lykken og glæden indimellem har trange kår her i verden; men så er det godt at vide, at vores fællesskab med Gud rækker ud over vores eget tid og sted, at Han altid har os i sin hånd, og at Hans kærlighed gælder dig og mig, direkte og med navns nævnelse. Alle dage. Indtil verdens ende. Tillykke med det!

ψ 749, Troen er ikke en klippe, 15,1-3.7.9-10

Sieger Köder: In Gottes Händen

Sieger Köder: In Gottes Händen