Teologiske tanker om verden

- din og min

Prædiken til (fredag før) 3. søndag i fasten 2018 - Studentergudstjeneste i Hans Tausens kirke, SMiK

Herunder kan du læse min prædiken. Men en prædiken skal i grunden hellere høres end læses, så her kan du høre mig læse den - en Godcast! Også evangelieteksten har jeg indlæst:

Johs.8, 42-51

I har Djævelen til fader! Det lyder da ikke som noget glædeligt budskab! Står det virkeligt så skidt til med os, eller hvad er det, Jesus vil sige os i dagens evangelium?

For et par måneder sang vi “julen varer lige til påske” og modificerede øjeblikkeligt påstanden: “Nej det er ikke sandt, for derimellem kommer fasten!” Og her er vi så nu.

Fasteperioden er en løjerlig tid. Forlægget er - ud over jødisk tradition og praksis - beretningen om Jesu faste efter sin dåb, men den historie er kort: Han fastede i ørkenen i fyrre dage, led til sidst sult(!) og blev fristet af Djævelen, men modstod fristelserne. Det kan vi ikke få alle fastens gudstjenester til at gå med, mens vi forbereder os på påsken, hvor julens håb bliver forløst. Og teksterne, vi læser, handler lige så meget om at besinde os på vores eget jordiske liv. Forleden søndag diskuterede disciplene, hvem af dem, der skulle regnes for den største - det er jo spekulationer, vi moderne mennesker nok kan spejle os i.

Også dagens tekst giver anledning til, at vi spejler os i den; men først lidt af sammenhængen:

Jøderne, som Jesus diskuterer med, har en forståelse af Israel som Guds folk, et folk, man er født ind i, et slægtskab. Men Jesus siger noget andet: I den nye pagt er nøglen til slægtskabet med Gud troen på Kristus, kender I mig kender I Faderen. I dåben får vi Gud til fader; ved at høre Guds ord, som er åbenbaret i Kristus, lærer vi Ham at kende.

Men dem, Jesus debatterer med, de har forkastet ham, de hører ikke, hvad han siger, forstår det ikke, og derfor siger han, at de har Djævelen til fader.

Et par ord om Djævelen - eller Satan:

I det Gamle Testamente er det næsten kun i Jobs bog, vi hører om Djævelen. Her er han en af Guds tjenere, der vel ikke helt viser sig ansvaret voksen. På det Ny Testamentes tid er der masser af religioner i omegnen, hvis tankegods inspirerer og påvirker. Djævelen ligner nærmest Ahriman, den onde af to guder i en persisk religion, der opererer med en god og en ond gud. Har vi så altså to guder som hos Perserne? Den gode Gud og skaber, og Satan, hans onde, men ligeværdige modstykke? Nej, i kristendommen har vi én Gud, men vores  verdensopfattelse er dualistisk: der er i verden både godt og ondt. Og så bliver Djævelen en personificering af det onde, en metafor for den drift imod løgn, egoisme og selvgodhed, som får os mennesker til at handle ondt.

I vores tid kan både legetøj, stærkt krydrede pizzaer og såmænd også småkager bære Djævelens navn, og i Anders And-blade har man ikke sjældent fornemmelsen af, at det sjoveste ville være, hvis Anders lod sig rådgive af den lille, røde djævel, når han hvisker, mens den rene, hvide engel ligner et kødløst dydsmønster, som man ærlig talt ikke har lyst til at lytte til. Lidt som i sangen “Fandens oldemor”, hvor Ove Sprogøe sang: Såd’n et liv i utugt, i synd og i skam, det har Fanden skabt, jeg går over til ham!

Men Djævelen er ikke sådan at spøge med. Han er en løgner. Han får os til at tro, at målet helliger midlet, at det onde, vi kan udrette, nok ikke er så slemt endda - og i hvert fald kan forsvares. Hvis vi ser verden med tilpas få nuancer, kan det faktisk godt se sådan ud. Men verden er, som vi ved, sjældent sort/hvid.

I John Irvings roman Æblemostreglementet hjælper den ætermisbrugende fødselslæge Wilbur Larch diskret ugifte unge - ofte prostituerede - kvinders børn til verden i Maine i begyndelsen af det 20. århundrede. Børnene bliver passet på det tilhørende børnehjem, indtil de kan adopteres væk til en god familie.

Det er ikke svært at se, hvorfor det, at hjælpe børn til verden, er, hvad han og hans kolleger kalder Herrens arbejde; men efter at have set en ældre prostituerets lige så prostituerede datter dø efter en kvaksalvers mislykkede forsøg på at give hende en abort, beslutter Dr. Larch sig til også - meget diskret, og kun, når det kan skønnes sikkert for moderen - at tilbyde dette. Det er ulovligt og strider egentlig mod hans moral, men han må træffe et nyt valg, fordi konsekvenserne af at lade andre foretage indgrebet under ringere forhold og uden uddannelse, er endnu mere ubærlige for ham. Derfor udfører han det, hans kolleger kalder for Djævelens arbejde; men for Dr. Larch (der i øvrigt ikke er videre religiøs) er det hele Herrens arbejde. Her er der et ordspil: På engelsk bruger man det samme ord, deliver, for at frelse og for det, at bringe et barn til verden, og for Dr. Larch bliver det et fedt, om det er et barn, han hjælper til verden, eller en moder, han redder.

I stort og i småt må vi sande, at det ikke er altid, vi i flugten er i stand til at skelne, hvad der er godt og ondt. Hvad, når vi har Djævelen til fader? 

Så kan vi for det første glæde os over, at vi ikke er alene. Vi er i godt selskab, for eksempel med et par af apostlene: Simon Peter tør ikke kendes ved Jesus i den afgørende nat, og Thomas tvivler, da han hører om opstandelsen, indtil han får syn for sagn.

Og vi kan glæde os over, at Jesus går i rette med de jøder, som har forkastet ham. Enhver, der har irettesat et barn, der har trådt ved siden af, ved, at man gør det af kærlighed - og i ønsket om, at barnet skal blive klogere. Hvis man ingen forbedring ønsker eller forventer, går man ikke i rette med nogen - medmindre man da er trættekær eller småhysterisk, og det er der vist ikke belæg i nogen af evangelierne for at sige, at Jesus var. Hvad ville det også være for en Gud, der sendte sin søn for at meddele hele skabningen, at den var fortabt? Ikke den kærlige Gud, vi kender!

Det er slet ikke meningen, at fasten skal være en form for selvafstraffelse, den skal bruges til eftertanke. Når vi hører, hvad Jesus siger i dagens evangelium, skal vi ikke blive pessimistiske, hverken på vores egne eller på menneskehedens vegne. Jesus er ikke kommet som en anden gammeltestamentlig Jonas, hverken til jøderne i evangeliet, der har Djævelen til fader eller til os i vores Nineve, for at fortælle os at alt er tabt - og vi fortabte. Nej, Jesus er ikke en profet, der skal advare os eller meddele os, at vi er gået vild, og nu er det for sent. Han er Gud, der er kommet for selv at vise os vejen ud af fortabelsen, vejen mod lyset og glæden - og sandheden. Vejen hjem.

I dåben fik vi Gud til fader. Dåben er nu ikke kun en gave, den giver os også den opgave: dagligt at vælge det gode. Vi er ikke skabt onde, vi er skabt gode. Muligheden - risikoen - for det onde er i os, og når vi tror på vores godheds fuldkommenhed og tager for let på opgaven - eller tror, at vi er færdige med at løse den - griber det onde chancen, og så går vi vild og får (tager!) Djævelen til fader.

Så hvad stiller vi op?

Kristendommen er ikke de nemme løsningers religion. Der er ikke én bestemt opskrift på vores liv at finde i kristendommen. Vi må selv smage retten til og reflektere, som Dr. Larch, gå vild og blive fundet igen som Peter og Thomas. Og håbe på, at vi med Helligåndens hjælp vælger rigtigt, også når det er nødvendigt at vælge om.

Måske kan det hjælpe os at tænke på anekdoten om den jødiske vismand, som, ligesom vi andre også kan have det, tænkte bedst om natten, hvor alle andre sover, og der er ro. En sådan tænksom nat gik han en tur i byens tomme gader, mens han tænkte store og små tanker om livet. På sin vej gennem byen mødte han en vægter, som standsede ham og spurgte: “Hvem er du, og hvem arbejder du for?” Vismanden blev slået over vigtigheden af de to enkle spørgsmål, og derfor ansatte han vægteren som sin tjener til flere gange om dagen at stille ham netop de to spørgsmål.

 “Hvem er du og hvem arbejder du for?” Altid må vi stille os de samme spørgsmål - og bede Gud om råd og vejledning. Og om tilgivelse, når vi fejler - hvadenten det er uafvidende eller med fuldt overlæg. Amen.

 

ψ

266

---

596

455

634