Teologiske tanker om verden

- din og min

Mariæ Bebudelsesdag 2022 - konfirmandgudstjeneste

Esajas 7, 10-14

I dag fejrer kirken Marias bebudelsesdag. I husker nok, hvordan englen Gabriel kom til Maria og fortalte om det barn, hun skulle føde, og om hvordan vi i adventstiden sammenlignede Marias og Josefs glæden sig til barnet med, hvordan vi selv gik og glædede os til jul.

Nu er julen for længst overstået - eller også er der længe til! - men vi går også og glæder os her i foråret. Lyset bliver længere, solen bliver varmere, jo, sommeren må bestemt være på vej! Vi glæder os også til konfirmationerne - jeg glæder mig til at fejre jer her i kirken, I glæder jer også til, at festen fortsætter derhjemme - og til gaverne. I ser sikkert også på den fjernere fremtid med håb og forventninger.

Teksten, vi læste før, er nu ikke fortællingen om Maria - endnu, så at sige. Den var nemlig fra det gamle testamente, hvor Esajas forudsiger det, der skal ske; og Maria har helt givet kendt teksten og måske også efterhånden forstået, at det barn, hun skulle føde, var den frelser, som Gud havde lovet jøderne.

Enhver graviditet er - som ethvert liv er det - forbundet med forestillinger om fremtiden. Om, hvordan livet mon vil forme sig for det barn, der kommer. Jøderne levede under romersk besættelse og forventede altså en frelser, der kunne smide besættelsesmagten ud. Det kan vi levende sætte os ind i; men vi ved jo også, at det gik på en anden måde, end Maria og hendes folk forventede. Den erfaring kender vi - vi går med alle mulige forestillinger om fremtiden - håb, også indimellem bekymringer - men det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi ikke ved, hvordan fremtiden bliver.

I første omgang var det måske en skuffelse for Maria, at Jesus forlod hjemmet og Nazareth og gik ud på sin vandring, hvor Han fortalte om Guds rige; og på billedet på jeres sangblad ser I, hvordan hun sidder med sin døde søn, efter at Han er taget ned fra korset og inden Han i al hast bliver lagt i graven. Vi ved det, men hun ved endnu ikke, at om et par dage er Han levende igen, og døden er overvundet - ikke bare for Ham selv, men for alle os, der tror, at døden og det onde aldrig får det sidste ord.

Maria er fuld af sorg og skuffelse og forventninger, hun ikke kan forestille sig opfyldt, masser af jøder er skuffede over, at Han ikke smed romerne på porten; men havde Han gjort det, havde vi ikke siddet her i dag. Vi havde måske hørt om en succesfuld, jødisk oprører i historieundervisningen. Men det var ikke nok for Gud, at den generation af jøder skulle frelses, nej, Han ville frelse alle mennesker, og romerne skulle ikke bare smides ud, de skulle gøres kristne, så Romerriget kunne bruges til at udbrede evangeliet om Guds uendelige nåde og kærlighed til mennesker over hele verden.

Da var Maria og hendes samtidige ganske vist for længst døde, men vi ved det, og det er vores held, at Gud elsker alle mennesker, og ikke kun dem, der tilfældigvis er i live på det tidspunkt, hvor Han kommer til verden.

Altså viser påsken os, at når det ikke går, som vi forventede, når vores håb brister og fremtiden synes sort og uden glæde, så kan det meget vel være, at Gud har noget meget bedre i vente til os - en glæde, der er endnu større og varer endnu længere, end den, vi havde håbet på. Den kan endda række ud over vores eget liv og vare alle dage - helt til verdens ende. Og så falder det helt naturligt at sige:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu og altid

og i al evighed.

Amen

ψ Når morgensolen lyser her, Time og dag og uge, 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære