Teologiske tanker om verden

- din og min

Evangeliet til Trinitatis søndag 2020
Konfirmation i Bagsværd Kirke den 5. juni

Prædiken til konfirmanderne fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium

Matt 28, 16-20

Kære konfirmander, kære menighed

“Det går ikke altid som præsten prædiker,” siger et gammelt ord. Mon ikke vi allesammen kan genkende den erfaring - og dagen i dag minder os da også om, at de forventninger, vi mødte hinanden med for et lille års tid siden, har måttet justeres - flere gange endda.

Sådan er livet, heldigvis kan vi oftest planlægge vores store dage og fester - men indimellem må vi opleve, at der er ting i verden, der ikke bøjer sig for vores planlægning.

Man siger også, at “Intet varer evigt.” I et forår som det, vi har været igennem, kan man nu godt føle, at det varer evigt, når man venter på afgørelsen: Hvornår kan vi begynde i skole igen, hvornår kan jeg blive konfirmeret, hvad med sommerferien? og så videre og så videre.

Det har været svært at komme gennem dette forår med al den usikkerhed, der fulgte med en situation, vi - heldigvis - aldrig har prøvet før. Det har givet nogle travlt med - med sans for upassende dramatik og dertilhørende pathos - at sige, at verden aldrig bliver den samme igen. Det er indlysende sandt, men samtidig er det i grunden noget sludder. Verden forandrer sig hele tiden - universet udvider sig, arter opstår og uddør, jeg lærer noget nyt (og glemmer sikkert også en hel del). Verden går i ring - men skrider også fremad, og alting er i evig udvikling. Gud ske lov for det.

På tærskelen til voksenlivet kan vi længes tilbage mod en barndom, da verden syntes enklere - og sådan kan vi føle hver gang, det bliver tydeligt for os, at der er store, uoverskuelige og uundgåelige forandringer i vores liv. Og når så verden har forandret sig - pludseligt eller umærkeligt - opdager vi, at vi også magter det, vi ikke troede, vi kunne klare. Måske uden at vi selv forstår hvordan.

“Diamonds are forever,” siger amerikanerne. Engang var de ganske vist bare kulstofatomer, inden de under højt tryk i meget lang tid blev til utroligt hårde diamanter - som jo altså alligevel ikke er hårdere, end at de kan slibes til de smukke smykkesten, vi kender.

Jeg læste engang en matematikers påstand om, at hvor diamanter således aldeles ikke er “forever”, så er en matematisk sandhed det lige akkurat. Og selvfølgelig har manden da ret; definitionen på en matematisk sandhed er netop, at den altid er sand - i yderste konsekvens også ud over universets levetid. Men ærlig talt har jeg svært ved at forestille mig, at nogen af pigerne her i midten - eller for den sags skyld andre steder i kirken - hellere vil have drømmefyren til at forære dem et matematisk bevis end et smukt diamantsmykke.

Hver ting til sin tid. Smykket skal vise intentionen om, at kærligheden varer for evigt, og så kan vi godt stå her i kirken og sige, at den eneste ægte evige kærlighed, der eksisterer, er Guds - men det ændrer jo ikke ved værdien af ønsket om evig kærlighed mellem os mennesker - eller ved værdien af den kærlighed for den sags skyld.

Vi ved, at verden af i morgen altid er forskellig fra verden af i går. Og lige her er det, at evangeliet fortæller os, at lige så vel som verden er i evig forandring, så er der også noget, der aldrig forandres: Guds kærlighed. Guds skaberværk er i forandring, i bevægelse - men Gud selv og hans kærlighed til os, er der intet, der kan rokke ved.

I det gamle testamentes fortællinger hører vi om, hvordan mennesker for længe siden så på deres forhold til Gud. Om nogle af de allerældste hedder det, hvis deres fromhed og godhed skal fremhæves, at “Han vandrede med Gud.” Det er egentlig et fint billede, men det tegner også et billede af, at det, at have Gud med i livet, er noget, mennesket skal realisere - og det er et tilbagevendende motiv i det gamle testamente - man skal ofre det rigtige til Gud på den rigtige måde på det rigtige tid og sted. Der er fantastiske fortællinger om, hvor galt det går, hvis man ikke lever op til kultens forskrifter. Men det er slet ikke det, Gud vil med os, og da alle Hans profeter ikke kunne få os mennesker til at forstå, at det eneste, Gud har til os, er sin kærlighed, kom han selv herned, og lige før hørte vi i dagens tekst, hvordan han har lovet at være med os alle dage - indtil verdens ende. Læg mærke til, at Han siger ikke: “Jeg går med jer …” Nej, han siger “Jeg er med jer …”

Også når vi synes, at vi selv og verden står stille, når vores liv bliver sat i stå af sorg, stress, angst, depression og alt, hvad der kan føles lammende i vores liv - så er Gud lige dér - sammen med os. Vi kan ikke se det, vi kan ikke altid mærke det, men vi må tro, at

- når vi magter det, vi aldrig troede, vi skulle komme igennem,

- når hjælpen pludselig dukker op fra en helt uventet kant,

- når vi, uden at vide hvor det kommer fra, har ordene og nærværet til at trøste et utrøsteligt medmenneske,

så er det Guds kærlighed, der virker.

Går det altså ikke altid, som præsten prædiker, kan vi holde fast ved Vorherres egne ord: “Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” Hver gang vi holder gudstjeneste, fejrer vi Guds løfte til os allesammen i de ord - og i dag fejrer vi ordenes løfte til jer, kære konfirmander.

Så nu kan vi ønske jer til lykke med i dag og med alle dage, og sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Ψ (kun koret) 725, 1.4-5, 850,1-3.4-5, 29