Teologiske tanker om verden

- din og min

Evangeliet til 15. s.e. Trinitatis 2021
Konfirmation i Bagsværd Kirke 11. september

Sl 46, 1-8 (Læst fra 2020) og Matt 6, 24-34 (DO92)

“OH MY GOD!”

Vi, der har set alle afsnit af halvfemserserien “Venner” - og sikkert også mere end én gang - kan ikke høre ordene uden at tænke på Janice, som Chandler i flere omgange kærester med, og hendes nasale latter og udbruddet med et stort eftertryk på hvert af ordene. Hernede foran genkender I det måske først, hvis vi siger OMG - forkortelserne fra SMS- og chatsproget har bevæget sig ind i talesproget, og ligesom med “sgu”, som nogle ikke engang anser for et bandeord længere, glemmer vi efterhånden, hvad de egentlig betyder. Men vi bander og sværger ved ting, der betyder noget for os, vi henter styrken i noget uden for os selv, som er stærkere end os - hvad enten det så er godt eller ondt:

“Milde himmel!”

“Av, for Satan!”

“Fandens også!”

“Gud, hvor er den smuk!”

- jeg skal nok holde inde, I har fattet pointen, og I er jo heller ikke kommet for at begynde jeres festdag med at høre mig stå her og udøse eder over jer fra prædikestolen.

Men lige en enkelt mere: Jo, for I husker nok, hvordan Joakim von And har det med at udbryde: “Milde Mammon!” Der har vi det pudsige ord fra evangeliet, som jeg læste før. Hvis vi kender det, kender vi det fra Jumbobøger (som jo altså slet ikke er så dårlige endda som introduktion til verdenslitteraturen og dermed menneskelivet) eller i faste udtryk, hvor det tit er noget med “ussel mammon”. Det er ikke så mærkeligt, at det virker fremmedartet, for det er faktisk det hebraiske ord, som Jesus sikkert har brugt. Derfor har man også forsøgt sig med at oversætte det ved det noget mere velkendte ord “penge”, men i grunden fanger det kun en lille del af indholdet af det oprindelige ord, som dækker over alt, hvad der er jordisk og kan ejes; så lad det lige stå et øjeblik.

Når Onkel Joakim boltrer sig i pengetanken som børn ved stranden en sommerdag, så er det penge, han tænker på, og enten han nu sender Anders og ungerne til Langbortistan for at sikre olierettigheder eller til Andesbjergene for at finde en antik skat fra for mange hundrede år siden - og før Anderbilt får fingrene i den! - ja, så handler det for von And om at få omsat værdierne i penge. Og når han sværger ved “Milde Mammon”, så afslører han, hvor hans tillid til verden ligger. Når vi griner af den gamle gnier fra Andeby, griner vi også lidt af os selv, for vi kender det jo godt.

“Man kan ikke købe lykke for penge; men man kan købe Nutella, og det er næsten det samme!” står der på en plakat hjemme hos nogle af mine venner. Det kan der jo være noget rigtigt i; men vi ved også, at alle mennesker kommer til at opleve ting i livet, der er så hårde, tunge og svære, at selv ikke tanken om en pengetank fyldt med Nutella trøster det mindste. Og så kan vi trøste os med, at pengene og alt det jordiske ikke er det største i verden - dét er, siger Jesus, Gud.

Dét virker naturligt for en del af os, når vores verden truer med at bryde sammen om ørerne på os, men ikke før. Man siger, at der ingen ateister er i et fly, der styrter mod jorden. Strengt taget er det måske ikke sandt, men talemåden viser noget, der vist er sandt om mange af os: Til hverdag får Gud ikke megen opmærksomhed, vi er optaget af det jordiske, men når vi så opdager, at alt, hvad vi har og ejer, ikke er os nok, kan det hænde, at vi folder hænderne og finder Vorherre frem af glemslen og beder en bøn i håbet om, at noget større end os selv kan komme os til hjælp.

Hvad er det så, vi er så optaget af? Jo, der er selvfølgelig pengene - der skal tjenes til husleje, mad, alle dagligdags fornødenheder - og spares op til de større udgifter: ferierejser, konfirmationsfester og -gaver, det er ikke helt billigt at være en moderne familie! Og til arbejdet hører også ambitionerne - vi vil gerne gøre det godt, måske forfremmes (en lille lønforhøjelse ville bestemt falde på et tørt sted), prestige kan fylde meget i vores bevidsthed, den, der er forbundet med arbejdet og måske med, hvordan vi bor og hvilken bil, vi kører i. Og konfirmanderne her foran kender det allerede: karakterræset kan være overvældende, altid må vi kæmpe og stræbe og anstrenge os for at blive den bedste udgave af os selv - og her kommer så Vorherre og siger: “Stop lige engang! Der er noget, der er vigtigere. Det er kærligheden!”

Selvfølgelig ved vi godt, at det er en karikatur, han tegner. Vi ved nok, at vi ikke bare kan gå ud af skolen eller sige vores job op og leve af orme, insekter og korn, der ikke er revet sammen på marken, af kærlighed og kildevand og Guds nåde og sove under åben himmel som de fugle og blomster, han sammenligner os med i dagens tekst. Det ved han også godt; men han ved også, at den glæde, vi finder i det materielle, i pengene og det, vi kan købe for dem (en ny bil eller et glas Nutella, alt efter hvor stort overskuddet er i denne måned!), den kan være god nok, men den har en begrænsning i tid: På et tidspunkt er den nye bil blevet gammel (måske allerede, når den får den første Bilkabule), og glasset med Nutella bliver tomt engang (jeg synes allerede, at glæden tager af, når der ikke længere er noget tilbage af den oprindelige, blanke, glatte overflade i glasset).

Selv kærligheden mellem mennesker kan fordærves og blive til afstand og had - måske ligefrem ligegyldighed. Men ikke Guds kærlighed til mennesket. Den er evig, og midt i dagligdagens glæder og sorger siger Jesus: Husk den. Husk, at Guds kærlighed er evig. Den rækker ud over menneskelivet, og uanset hvad, der sker i det, så er Gud lige der - bag det hele - med sin kærlighed, når bare vi husker at tage imod den.

Hvor er så den hjælp, vi beder om, og hvor er kærligheden? Tit kommer hjælpen fra et medmenneske, eller omstændigheder, der bare ændrer sig. Sådan arbejder Gud nemlig også. Vi er tilbøjelige til at tænke på Gud som en person, der ligner os (måske bare lidt større …), men vi kan også forstå Gud som den kærlighed, der fylder os uden at være noget, vi selv præsterer, og den, vi ikke selv fortjener. En kærlighed, der aldrig kan fortabes. Uanset at vores forhold til andre mennesker kan gå i stykker, så er Guds kærlighed der altid. Hvis altså vores forhold til Gud er gået i stykker, så skal vi vide, at Gud endnu elsker os, her kan vi altid komme tilbage - og derfor, siger Jesus i dag, skal vi huske, at vi godt kan bygge vores liv med de materielle ting, men vi skal bygge det Guds kærlighed.

Troen er ikke en klippe, synger vi om lidt, nej, troen er flygtig, i lange perioder kan vi måske slet ikke mærke den eller få øje på den - men vi tror på noget, der er fastere end nogen klippe: På Guds kærlighed, der ikke afhænger af det, vi selv kan og gør.

Musikeren Peter Bastian levede et liv, hvor han brugte megen tid på at blive den bedste udgave af sig selv - og selvfølgelig fejlede han indimellem - nej, ofte! - som vi alle gør. Han søgte i øst og vest efter et religiøst fundament, der kunne hjælpe ham til at blive den bedst mulige Peter Bastian - indtil han opdagede, at svaret lå lige her, hjemme i den gode, gamle kristendom. Her tror vi nemlig på, at uanset vores anstrengelser - og helt uanset, om de lykkes eller ej - så er vi “altid allerede elsket.” Guds kærlighed skal vi ikke gøre os fortjent til, det kan vi slet ikke. Den er der før og efter vores egen livstid, og hos Ham er du altid allerede elsket.

Så vi må gerne glæde os over alt det jordiske og verdslige. Jeres festdag i dag illustrerer det faktisk meget godt. Se på vores smukke sølvkors heroppe bag alteret. Her i kirken begynder vi festen med at minde jer om jeres forhold til Gud: Hans kærlighed er en gave, I altid har. Det er den lodrette akse. Bagefter, når I holder festen med jeres familie og venner, dem der elsker jer, fejrer I forholdet mellem mennesker - forhold, der forhåbentlig er fyldt af gensidig kærlighed og omsorg. Det er den vandrette akse. Her ser Gud også med i det skjulte, og glæder sig over jeres glæde - både over menneskene og over gaverne.

Derfor kan vi sige:

Lov og tak og evig ære ...

ψ
754
29
Gud, du kender alle mine veje v. 1-3
v. 4-5,
Troen er ikke en klippe