11. Søndag efter Trinitatis 2022 (konfirmandindskrivning)

5 Mos 30, 15-20
Luk 7, 36-50
Links til bibelen online.
Man kan kun linke til kapitler,
så du må selv finde ned til de relevante vers ...

Jeg tror ikke, at jeg er specielt strengt opdraget, men der er ting, jeg husker fra min barndom som absolut forbudte. For eksempel spiste man aldrig is i bilen - som man i det hele taget hverken skulle grise indvendigt eller udvendigt, langt mindre ridse lakken på. Jeg sparker stadig sneen af støvlerne, før jeg sætter mig ind i bilen - også min egen, hvor der ligger et par sutsko til besøg: man går ikke ind med sko, og strømpesokker bryder jeg mig ikke om. Man gik nemlig heller ikke på strømpefødder i mit barndomshjem! Rent praktisk er det også bedre for lilletåens møde med bordben og dørgerigter …

Nå, men vi skal lige en tur ud i bilen igen, for på et tidspunkt fik jeg kørekort. Jeg tror, at mine forældre tænkte, at når jeg nu havde lov til at køre bil, så skulle jeg også lære at gøre det og have mulighed for at øve mig, så jeg havde aldrig problemer med at låne bil.

Min far og jeg spillede i FDF-orkesteret, der holder til i Buddinge Kirke, og en gang skulle jeg flytte på bilen. På Buddinge Kirke sidder der udvendigt et temmelig stort “gelænder” af træ, og det sidder lige præcis sådan, at kofangeren på min fars bil akkurat kunne gå ind under det - så det lykkedes at bakke sådan, at kofangeren ingen gavn gjorde, og bulen (en lille bitte én, for det er godt at huske, når man laver manøvre i bakgear, at lav fart giver små skader), kom i selve bilens bagerste hjørne.

Jeg tror, at min følelse, da jeg skulle fortælle min far om bulen, nok mindede lidt om den følelse, som kvinden har i historien: Hun er opdraget til at gøre det rigtige, og alligevel lever hun helt forkert - i synd, adskilt fra Gud og udstødt af samfundet. Hun har også hørt den historie, vi læste først, om hvordan Moses formaner Israels folk, da de er på vej ind i det land, Herren har lovet dem: Her skal de leve rigtigt, de skal vælge mellem godt og ondt, mellem Gud og afguder, og deres velsignelse ligger i, at de vælger rigtigt.

Og nu lever hun her i det forjættede land, århundreder senere, og hendes liv er blevet helt forkert. Vi ved ikke, hvorfor hun ikke har magtet at vælge rigtigt, men vi ved, at hun er helt forkert både i sine egne og i sine medmenneskers øjne, og derfor må hun selvfølgelig også tro, at hun er forkert i Guds øjne.

Det er også den opfattelse, vores vært, farisæeren, har - ham, der har budt Jesus til middag i sit hus. Og da hun jo er forkert, ja, så er han heller ikke ked af højt og tydeligt at skamme hende ud; og han vil sikkert også gerne slå to fluer med et smæk og afsløre Jesus som en svindler, da han bekendtgør, at Han da måtte vide, hvad hun var for én, hvis Han virkelig var sendt af Gud!

Og så er det, at gode gamle Lukas lader Jesus vende det hele på hovedet: Han møder kvinden med Guds altomfattende kærlighed, serverer den pointe, at jo større synden er, desto større er også tilgivelsen - og så følger Han formaningen fra Moses: Han vælger den gode vej, tilgivelsens og kærlighedens vej. Nok har hun valgt forkert tidligere, men hendes handlinger viser, at hun kommer ydmyg, bevidst om, at hele hendes værd ligger i, at Han ser det - ser, at hun er et menneske og derfor er Guds kærlighed værd, uanset at alle hendes gerninger næppe er det. Og vi må tro, at hun ærligt ønsker at vende om og vælge det gode. Og i stedet for at vise hende bort, forkaste hende og tvinge hende tilbage på syndens vej, ud i udstødelsen, så siger Jesus til hende, at idet hun kommer til Gud, da udslettes det, at hun har forbrudt sig mod Ham. Gud ser ikke på, hvad hun har gjort forkert, Han ser hendes tro på, at der er en mulighed for et liv, der går ad den rigtige vej, den gode vej. Frelsens vej, kan vi sige.

Det danske ord “frelse” klinger måske lidt fremmedartet og lyder som noget, man skal her hen i kirken og tale om - heldigvis, kan man næsten sige, for ordet er i sin oprindelse slet ikke spor kristent. Vi har det fra vikingerne, og det betyder “fri hals” - altså at en lænke om halsen tages af, så man atter kan bevæge sig frit - frihalset. Sådan kan tilgivelsen føles, og i mødet med Guds tilgivelse bliver kvinden sat fri af sit tidligere liv, fri til at leve et bedre.

Hvad skete der egentlig med bilen? Min far tog det pænt, han forbandede højden på gelænderet - det skulle sådan set også bare have siddet 5 cm lavere - men han forbandede ikke mig. Og der var en tydelig undertone af, at det kunne i grunden også være sket for ham. Og jeg oplevede, at situationen blev afdramatiseret og mit håb om tilgivelse blev mødt med en omtolkning af historien, der anbragte skylden hos arkitekten og ikke hos mig.

Sådan kan kvinden vel også have følt det. Hun kommer til Gud med en stor og tydelig bevidsthed om alt det, der er gået skævt og blevet forkert i hendes liv - og får i bytte historien om, at det er netop det, det er: Historie. Hun kan lægge det bag sig og gå bort med fred.

Fortællingen er god til at minde mig om to ting:

For det første kender jeg ikke baggrunden for, at hun er endt, hvor hun er, og det er ikke op til mig at dømme hende. Det skal Gud gøre, og Jesus lærer os, at Han helst dømmer ved at lade nåde gå for ret: Guds kærlighed er vigtigere end nogen lov. Så formaningen fra Moses om at vælge det gode og vælge Guds kærlighed - den handler ikke bare om mit eget liv, den handler nok så meget om valget af den optik, jeg ser på mit medmenneskes liv gennem.

For det andet, når jeg selv træder ved siden af, tør jeg håbe på, at jeg kan komme til Gud som den nådige Far, og så vil han også for mit vedkommende lade nåde gå for ret. Det lover Han os allesammen, og vi hører løftet gentaget, hver gang vi fejrer dåb, når vi til næste forår fejrer konfirmation - ja, i grunden hver gang vi fejrer gudstjeneste - og om lidt, når Han i nadveren viser os, at det løfte er så vigtigt, at Han var villig til at dø for det. Så det er med god grund, at vi siger:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid og i al evighed.
Amen

Ψ
749, 15 v1-5 dåb v9-10, 522
7, (kor under altergang: 151), 29, Tak, Gud